Bloggen

Bloggen

OK Roskildes Blog

Denne blog kan frit benyttes af OKRs medlemmer til diverse erfaringsudveksling, til at fortælle om gode og mindre gode oplevelser mm.
Du skal oprettes som bruger og være logget på, for at kunne skrive indlæg og kommentarer.
Du skal være medlem af OKR for at blive oprettet som bruger.
Sådan gør du: Send en mail til Janne og bed om at blive oprettet som bruger.
Du modtager herefter en invitation fra "Bloggen" hvorefter du skal registrere dig og oprette en adgangskode.
Når du skriver indlæg, så husk at tilføje en kategori, ellers vises dit indlæg ikke på bloggen.
Husk! Her på bloggen skriver vi i en pæn og høflig tone!

Divisionsmatchen 26. maj

LøbPosted by Morten Jensen Wed, May 29, 2013 11:44:31

Analyse af divisionsmatchen 26. maj 2013

Kan vi være tilfredse med resultatet i Danstrup Hegn - vi slog jo både Ballerup OK og Farum OK, eller skal vi være skuffede over at have tabt til Allerød OK for tredje gang i træk?

Først noget positivt: Sidste år (2012) vandt vi kun en af de tre matcher i 1. runde - det var over OK Midtvest i Hannenov-Ovstrup - i år vandt vi to.

Sidste år var vi 68 startende - i år var vi 70 startende.

Med en god indsats igen i 2. runde (18. august) skal vi løbe om oprykning til 1. division (22. september) - og risikoen for at rykke ned i 3. division vil så være væk.

Det var også flot, at vi havde vinderen på otte af de 17 baner.

Omvendt synes jeg godt, vi kan være lidt skuffede over at tabe til Allerød OK. Nu tabte vi med 16 point, så nederlaget var rimeligt klart.

Ifølge medlemslisten pr 1. april ligger OK Roskilde nr 8 (179 aktive) mod Allerød OK nr 13 (142 aktive) - Ballerup OK og Farum OK er hhv nr 10 og 12.

Det er fremført, at Allerød OK har en stærkere ungdomsafdeling end vi. Der uddeles i hver match 24 bonuspoint til ungdomsløbere. I vort interne opgør endte det 12 - 8 til Allerød OK (fire point blev ikke uddelt). Så det gør ikke hele forskellen.

På den negative side tæller, at vi kun havde tre debutanter på holdet. Det er ikke imponerende, når vi ikke har løbet en divisionsmatch siden september sidste efterår. Vi skal helst ligge på mindst 10 debutanter pr år for at sikre en kontinuitet på holdet.

I det følgende vil jeg kort gennemgå alle 17 baner (det hedder godt nok grupper nu, men det lyder åndsvagt). Hvor er vi stærke - og hvor skal vi styrke os, hvis vi vil højere op i hierarkiet.

Banerne er nævnt i rækkefølgen fra stærkest til svagest. Alle 38 løbere der optjente point er nævnt, selv om vi skal huske, at vi løb som et hold, og at sejrene (og nederlaget) gælder hele klubben.

Bane H4 (H60-69)

Aksel Andersen vandt denne bane foran Janne Brunstedt. Senest, at Aksel har vundet en bane til en divisionsmatch, var i 2009. I alt havde vi fem løbere blandt de syv første. Men desværre er der kun to løbere fra denne bane, der giver point. Vi vandt alle tre matcher med maksimum 7 - 3. Aksel Andersens tid havde også givet en førsteplads i 1. division.

Fremover må vi overveje, om vi kan anvende nogle af vore løbere bedre på andre baner (H3, H7 og H8).

Bane D4 (D60-69)

Ligesom hos herrerne havde vi dobbeltsejr i denne aldersgruppe. Inge Jørgensen vandt foran Ane Veierskov. Det var de to eneste løbere vi havde til start her. Allerød OK og Farum OK kunne slet ikke stille med deltagere. Inge Jørgensens tid ville også have rakt til en førsteplads i 1. division.

Fremover må vi dog forvente, at vi får mere modstand på denne bane.

Bane H5 (H70)

Ole Svendsens førsteplads og Finn Olsens tredjeplads gav os tre sejre. Det var tredje divisionsmatch i træk, hvor Ole Svendsen vandt sin bane.

Også fremover må vi forventes at være stærke på bane H5.

Bane H1 (H17-39)

Vi var også bedste klub på formel 1-banen. Andreas Boesen blev flot nr 2, kun 18 sekunder fra førstepladsen, og Martin Laage Kragh løb kanon godt og blev firer. Michael Kreiberg og Kristian Juda Husgard blev hhv. 8 og 10. Endvidere var der bonuspoint til Jacob Laage Kragh. Gode resultater i 2. division - men som ikke vil række langt i 1. division. Det er også tankevækkende, at de fire pointtagere (når vi ser bort fra Jacob) alle er bosiddende i andre byer end Roskilde.

Bane H1 er den vigtigste af alle baner, da det er her, der deles flest point ud (fire løbere pr klub). Afhængig af resultaterne kan udfaldet ligge mellem 29 - 10 og 10 - 29. Det er et spænd på 38 point, som der er at kæmpe om. F. eks er der på bane H4 kun et spænd på 8 point (7 - 3 og 3 - 7). Så gode resultater på H1 er påkrævet for et godt samlet resultat.

Bane H8 (H-12, H-14B, HC)

Den femte og sidste af de 17 baner, hvor vi vandt over alle tre modstanderklubber, var bane H8. Her vandt Anders Krogh Madsen foran tre Allerød-løbere - en fantastisk flot præstation; medens Jonas Fonager Ulsøe Johansen blev nr 6.

At have løbere i klassen H-12 er vigtigt. Men både Anders og Jonas tilhører også denne bane næste sæson.

Bane H3 (H-16, H50-59)

Vi havde vore tre tællende løbere i TOP 7, men alligevel scorede Allerød OK mere end os. Kent Pihl vandt banen - senest, Kent har prøvet det, var i 2004. Anders Kragh løb sig ind på en delt femteplads - derfor det halve point i slutresultatet mod Allerød OK. Formand Michael Leth Jess hentede fra en meget flot 7. plads point for første gang.

Dette er en bane, hvor vi står godt rustet de næste mange år - trods hård konkurrence.

Bane D5 (D70)

Vi har kun et klubmedlem, der kan stille op på bane D5. Det gjorde Dagny Rasmussen heldigvis - og løb en masse point hjem. Dagnys eneste modstandere var to løbere fra Ballerup OK; medens Allerød OK og Farum OK ingen deltagere havde. Dagny tog senest point i 2002.

En bane hvor nogle klubber kan hente nogle lette point (som f. eks Ballerup OK) - medens andre klubber bare må kigge på fra sidelinjen. Måske ikke helt fair.

Vor vores vedkommende vil vi med tiden få mange gode løbere i denne aldersgruppe!

Bane D8 (D-12, D-14B, DC)

Karoline Fonager Ulsøe Johansen vandt denne bane i en tæt kamp mod to konkurrenter fra Farum OK og Allerød OK - begge løbere fra voksenrækkerne (D21C). Uheldigvis var Karoline ene om at score point for os, så det blev bare til to uafgjorte - men sejr over Farum OK.

En tåbelig regel har set dagens lys her. Reglen er, at kun en Dame C- løber i alt kan tælle i hver match. Så fremover gælder det om, at have den hurtigste Dame C-løber blandt de fire deltagende klubber - og samtidig helst besejre de unge piger fra D-12. Tilsvarende gælder hos herrerne i H8.

Emner, der gerne vil løbe en let bane i god fart, søges.

Bane D2 (D40-49)

Runa Ulsøe blev bedste roskildeløber på tredjepladsen. Leni Møllsøe var udlånt fra bane D3 og blev nr 8. Endelig tog Linda Østberg også point. Point nok til en sejr (over Ballerup OK) og en uafgjort (Farum OK).

Tilgang i denne aldersgruppe vil lune.

Bane D7 (D17B)

Mette Fangel Juda vandt denne bane i overlegen stil. Synd at hun med det talent ikke vægter orienteringsløb højere. Også Birgitte Tripax (nr 7) - comeback efter en lang skadespause - og Alice Ørum Bertelsen (nr 8) kom på pointtavlen.

Et underligt pointsystem er opfundet til denne bane (og bane H7). De tre hurtigste i matchen - uanset klub - for 2 point hver; medens de øvrige tre kun får et point. Vi får således seks point mod Ballerup OK; men taber 4 - 5 mod både Allerød OK og Farum OK.

Fremover skal vi sørge for, at vi har hurtige løbere på denne mellemsvære bane. Det hjælper jo i det samlede regnskab at vinde 6 - 3 i stedet for at tabe 3 - 6.

Bane H7 (H17B)

Søren Holm Mikkelsen blev en sikker vinder på denne bane - og sikrede os to point i hver match. Søren var rykket fra H1, da vi vurderede han ikke kunne opnå point der. En praksis som vil blive mere almindelig fremover. Noget tilsvarende gjorde vi med Henrik Boesen (normalt H3), der blev nr 6. De sidste point tog Keld Mortensen, der hermed opnåede point for første gang.

Bane D1 (D17-39)

Stor ros til vore to unge kvinder, der stillede op her. For femte gang i træk blev Amalie Tripax bedste løber fra OK Roskilde på ”damebanen” - denne gang med en fjerdeplads, medens Tonje Pihl gjorde det store offer, at give afkald på sidste etape i en sprintkonkurrence på Fyn. Det gav sejr over Farum OK - og hæderlige nederlag til de to andre klubber.

Hvordan ser fremtiden ud for klubben i denne aldersgruppe?

Bane 9 (H-10, D-10, H-12B, D-12B, begynder)

Vore to deltagere på syv år (næsten otte!) - Katrine Krogh Madsen (nr 7) og Lærke Ravnholt Jensen - løb begge 3 x 1 point hjem til klubben. Men - vi manglede en tredje løber. Jeg tror faktisk, det er første gang siden divisionsturneringen begyndte i 1988, at vi ikke kan stille fuldt hold på begynderbanen. Det er dumme point at gå glip af.

Bane H2 (H40-49)

Det blev til tre nederlag - om end i beskedent omfang. Claus Rasmussen blev treer, Martin Østberg nr 8 og Volker Naulin nr 13.

Vi har potentiale til at kunne gøre det bedre på denne bane. Det er dog også en bane, hvor konkurrencen er meget stærkere i 1. division end i 2. division.

Bane H6 (H-14, H-16B)

Rasmus Krogh Madsen udgjorde en enmands hær mod ni andre H-14-løbere på bane H6. Rasmus fik en fin fjerdeplads, men da der var to Allerød-løbere foran, så tabte vi med 2-10. Dette illustrerer ganske tydeligt, hvor vigtig bane H6 er i det nye reglement.

Bane D3 (D-16, D50-59)

På denne bane skulle vi længst ned i resultatlisten for at finde den første roskildeløber. Jytte Hougaard og Kirsten Juda blev hhv 8 og 9. Det var fjerde gang i træk at både Jytte og Kirsten tog point. De sidste point blev snuppet af Trine Midtgaard.

Et par løbere fra D16 vil altid være velkomne - der er lettjente bonuspoint at hente, da det kniber for mange klubber at skaffe løbere fra den klasse.

Bane D6 (D-14, D-16B)

Den eneste bane - af de 17 - hvor vi ikke var repræsenteret. De tre øvrige klubber havde derimod hver en løber, så vi indkasserede tre nederlag med tenniscifrene 0-6.

At være toer i 2. division er vel ikke så ringe endda…….

Jeg håber, alle er klar igen 18. august.

Morten Jensen