Bloggen

Bloggen

OK Roskildes Blog

Denne blog kan frit benyttes af OKRs medlemmer til diverse erfaringsudveksling, til at fortælle om gode og mindre gode oplevelser mm.
Du skal oprettes som bruger og være logget på, for at kunne skrive indlæg og kommentarer.
Du skal være medlem af OKR for at blive oprettet som bruger.
Sådan gør du: Send en mail til Janne og bed om at blive oprettet som bruger.
Du modtager herefter en invitation fra "Bloggen" hvorefter du skal registrere dig og oprette en adgangskode.
Når du skriver indlæg, så husk at tilføje en kategori, ellers vises dit indlæg ikke på bloggen.
Husk! Her på bloggen skriver vi i en pæn og høflig tone!

Lidt omkring divisionsmatchen

LøbPosted by Morten Jensen Mon, September 24, 2012 21:49:00

Lidt omkring divisionsmatchen

Efter den flotte præstation i søndags, hvor vi slog Ballerup OK, OK Midtvest og Politiet ganske stort, kan vi godt tillade os konkludere lidt på sæsonen.

Med det hold vi havde i søndags - og med de præstationer, det leverede - så skulle vi egentlig løbe i 1. division næste år - og ikke i 2. division.

Hvordan nu det?

I årets første to divisionsmatcher tabte vi kun marginalt til Allerød OK - begge gange. I begge tilfælde var vi underrepræsenteret i forhold til normalen.

Og præstationen i søndags var så god, at vi - ifølge beregninger af Mogens Hald - ville have besejret tre af de fire klubber, som løb i den anden match (1./.2 division). Kun OK Øst ville vi have tabt til - og det kun med fem point.

Vi har måske fået oparbejdet en ”kultur” omkring divisionsturneringen, der siger, at bare vi stiller op til den tredje og sidste match - så rækker det. Det gik jo ganske godt, da vi løb i 1. division og altid fik store tæsk af FIF Hillerød og Tisvilde Hegn OK; men i år var det ikke nogen god taktik!

Ved gennemgang af resultatlisten har jeg blandt andet noteret mig:

· Andreas Hougaard Boesens præstation på bane 1 havde også givet en førsteplads i det andet opgør (1./2. div.).

· Martin Laage Kragh blev nummer to på samme bane. At vi har både første- og andenpladsen på bane 1, er aldrig sket før!

· Amalie Tripax vandt bane 2B foran et par skrappe konkurrenter fra OK Sorø. Det var Amalies første banesejr siden 2006, hvor hun vandt bane 7B.

· På bane 2A endte vore fire tællende løbere i TOP6 - og vi vandt banen stort. De fire løbere var Kent Pihl, Arne Heydorn, Claus Rasmussen og Anders L Kragh. De tre sidstnævnte er løbere, som i en fjern fortid også har været ungdomsløber i klubben. De deltog faktisk alle tre i klubbens første divisionsmatch den 23. april 1988. Hvor vi tabte til Kildeholm OK i 4. division!

· På bane 3B har Tonje Pihl overrasket særdeles positivt i de to seneste matcher. Som D16-løber har hun erobret hhv 16 og 14 point i de to stævner.

· Ole Svendsen og Bjarne Pedersen blev nr 1 og 2 på bane 4A. De ville også være endt som de to bedste i dagens anden match. Det var også rækkefølgen i august i Nyrup Hegn - medens det i Hannenov Skov i april var lige omvendt. De to har således sørget for maksimalt udbytte (7-3) på bane 4A i vore ni matcher i år.

· Også flot af Bjørn Jørgensen, at han gennemfører bane 4A med to stokke - og uden at slutte sidst. Han er sgu lidt stædig …..

· Rasmus Krogh Madsen vandt bane 5 som H12-løber, der normalt løber på bane 7A. Dette er dog set før. Kim Baunehøj Pedersen gjorde det samme i 2001.

· Lillebror Anders gjorde (næsten) det samme på bane 7A. Anders er kun H10-løber men løb i klassen for de tolvårige. Det blev dog ”kun” til en andenplads, da han blev slået af en ”voksen politimand”.

Fra næste sæson kommer der et nyt reglement for divisionsturneringen. Blandt ændringerne kan nævnes, at 12 baner ændres til 17 baner - som nu skal kaldes grupper. Nyt er to baner (grupper) for hhv herrer og damer over 70 år.

Nu er der cirka 35 pointgivende løbere pr klub - dette vil stige til 44 løbere.

Efter planen skal vi løbe næste gang den 26. maj 2013. Modstanderne er det rene guf: Farum OK, Allerød OK og Ballerup OK.

Morten